ARTIKEL | Tanja Richter

Den kinesiske landskabsmaler puster liv i form med sine penselstrøg. Han indfanger naturens egen poesi i gengivelsen af skybeklædte bjerge, rislende floder, barkede træer og florlette blomster. Med vandfarver, blæk, silke og pensel bestræber han sig på at begribe al tings essens. At tage et snapshot af den dybe, skabende, oprindelige kraft, som klarest giver sig til udtryk i uberørt natur.
__”Himlen, Jorden og Jeg lever sammen”, siger de kinesiske taoister, lidt ligesom de tyske og franske romantikere udtrykte sig i 17-1800-tallet. Mennesket er ikke over naturen, men en del af den, og malerens opgave er at udtrykke den balance, harmoni og skønhed umiddelbart, præcist og følelsesfuldt.
__Vesten har igennem det meste af sin æstetiske historie opfattet naturen og den synlige, fysiske verden, som ufuldstændig i forhold til den guddommelige verden, som var usynlig. Den kinesiske landskabsmaler derimod forstår den fysiske virkelighed som en æterisk, men konkret manifestation af det spirituelle. Hvor Vesten i lange perioder har givet det guddommelige form ved hjælp af abstrakte, geometriske former – cirklen, firkanten, det gyldne snit og perspektivet – har den kinesiske landskabsmaler søgt et lignende bagvedliggende skaberprincip i den utæmmede, vilde natur.

Derfor møder vi aldrig en central-perspektivisk komposition, hvor øjet guides stramt fra periferi til midte i det kinesiske landskabsmaleri. Vi ser ikke udefra igennem en ramme. I landskabsmaleriet er mennesket derimod placeret midt i naturen, som folder sig ud i al sin grandeur, så øjnene kan vandre frit gennem enorme vidder med åbne himmelrum – den formløse manifestation af Tao.
__Det kinesiske ord for landskab, Shan Shui, betyder bjerg-vand og er et symbol for yin og yang. De underliggende, skabende kræfter, som alting består af. Vandfald og bjerge er gennemgående motiver i landskabsmalernes panoramiske billedverden og afspejler dynamikken imellem de to grundenergier.

Men motiverne er ikke bare symboler. De er også fingeraftryk, som afslører i hvilken grad landskabsmaleren selv behersker de to kræfter og arbejder i overensstemmelse med dem. Man kan male nok så mange vandfald, bække, himle og bjerge, men først når kunstneren fører sine penselstrøg, så yang (skaberkraft) og yin (inspiration) spiller perfekt sammen, er der tale om et sublimt mesterværk, hvor billedet er mere end et symbol: nemlig et ikon, der udgør et direkte bindeled imellem himmelsk og jordisk.






Reflektioner fra en 1. års elev